I det fynske folks tjeneste

Pensionist sælger sex i Thailand

Danske mænd tjener penge på bordeldrift i Thailand. Mændene driver barer, hvor kvinder bliver solgt til sexturister. En odenseansk pensionist er en af dem.

Tidligere pædofilområde

I feriebyen Pattaya-Jomtien nær Bangkok findes mindst 19 barer, der bliver drevet af danske mænd, som fungerer som alfonser. Det skriver Jyllands-Posten.

I danskergaden i bydelen Jomtien står den odenseanske pensionist, Hardy Grün bag to barer sammen med sin hustru. Han erkender, at han sammen med sin thaihustru tjener penge på, at de ansatte på hans værtshuse går med kunderne hjem.

- Men på papiret er det min hustru, der stå bag selskabet, så i princippet har jeg intet med det at gøre, siger han til avisen.

Pattaya var tidligere berygtet som rejsemål for pædofile, men efter lovændringer, der giver politiet mulighed for at anholde sexturister, er det lykkedes politiet at afskrække de pædofile.

- Almindelig bordelvirksomhed anses ikke som en alvorlig kriminalitet sammenlignet med seksuel udnyttelse af børn. Derfor er politiets indsats koncentreret der, siger en generaldirektør i Thailands justitsministerium til avisen.