Pensionsselskab går ind i fynsk naturgas

Sampension bliver medejer af Nature Energy sammen med engelsk og amerikansk kapitalfond.

Det danske pensionsselskab Sampension bliver nu medejer af det tidligere kommunalt ejede Nature Energy - tidligere kendt under navnet Naturgas Fyn.

Det oplyser Nature Energy i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen er salget af Naturgas Fyn til 1,1 milliarder kroner hermed en realitet. 

Sampension ser store perspektiver i at være med til at forsyne det europæiske naturgasnet med biogas, men mener også, at det kan blive en god forretning for Sampensions kunder.

 

Som tidligere omtalt på TV 2/Fyn indgår den engelske kapitalfond Pioneer Point Partners og den amerikanske kapitalfond Davidson Kempner også i handlen.

I pressemeddelelsen henvises der til en undersøgelse fra European Biogas Association, der forudser, at der i 2030 vil være 15 gange så meget biogas i det europæiske biogasnet.

Tilsvarende henvises der til en analyse fra Damvad Analytics, der forudser 20.000 danske arbejdspladser og en værdiskabelse på 16 milliarder danske kroner.

Sampension er landets tredjestørste pensionsselskab.

Der bliver tale om et konsortium bestående af Sampension, Pioneer Point Partners og Davidson Kempner, der skal drive det fynske naturgasselskab, der fortsat får hovedsæde i Odense.

Ejerandelene mellem de tre partnere er ikke oplyst.

Sideløbende pågår der forhandlinger om salget af det fynske naturgasnet til staten. Forhandlinger, der endnu ikke er afsluttet.

Artiklen er opdateret med tv-interview.

Oversigt

    Oversigt