Pernille Bendixen får bøde for at lække fortrolige oplysninger

Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Odense, Pernille Bendixen får nu en bøde for at have lækket fortrolige oplysninger om en familie i Vollsmose, der fik mange penge udbetalt i overførselsindkomst.

I efteråret 2013 blev den odenseanske politiker Pernille Bendixen så harm over, at en enkelt Vollsmosefamilie tilsyneladende kunne få millioner af kroner udbetalt af Odense Kommune.

Det drejer sig om familiemedlemmer til den kriminelle indvandrer, der er kendt som FisFis.

Oplysningerne om FisFis' familie havde Pernille Bendixen modtaget tidligere på året, da hun i kraft af sit medlemskab af børn- og ungeudvalget spurgte forvaltningen om en konkret sag.

Men det er embedsmisbrug og i strid med alle gængse regler at videregive sådanne oplysninger og bruge dem offentligt, som Pernille Bendixen gjorde.

Det fik hun også kritik for af flere af sine byrådskollegaer, hvilket hun principielt var enig med dem i, men hun hævdede, at hun bevidst brød sin tavshedspligt for at skabe en dialog.

Får en bøde

Pernille Bendixen har fået en bøde på 3000 kroner for at have lækket oplysningerne til pressen, og torsdag morgen siger hun til TV 2/FYN, at hun har accepteret bøden, og at hun er glad for at sagen nu er slut.

Pernille Bendixen har også kommenteret udfaldet af sagen på sin facebookprofil.

Her skriver hun blandt andet, at sagen er hendes ansvar alene, at hun vedgår sig ansvaret og at det ikke kommer til at gentage sig.

Oversigt

    Oversigt