Pernille Skipper er stolt af opbakning fra partifæller

Pernille Skipper glæder sig over stor opbakning. Der er opbakning til hele gruppen, understreger hun.

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper er en populær kvinde blandt resten af partiets medlemmer.

Således har hun scoret den bredeste opbakning blandt partiets medlemmer, der i en urafstemning har stemt om, hvem de helst ser som spidskandidat ved næste folketingsvalg, og det glæder Skipper.

- Jeg er glad for resultatet, og jeg er da stolt af, at vores medlemmer har givet mig den opbakning, siger hun og skynder sig at understrege:

- Vores samlede folketingsgruppe har fået stor opbakning, og det er jeg rigtig glad for, for det er sådan, vi arbejder herinde til daglig. Vi arbejder som et hold, og nu har vi også fået opbakning som et samlet hold.

Pernille Skipper får 977 stemmer, mens Johanne Schmidt-Nielsen må nøjes med 923.

Dermed ser den vejledende urafstemning ud til at lægge op til et overraskende tronskifte i Enhedslisten, som holder årsmøde i slutningen af april.

Pernille Skipper mener dog først og fremmest, at urafstemningens resultat skal tolkes som en bred opbakning til folketingsgruppens arbejde.

- Hele vores folketingsgruppe har som samlet hold fået stor opbakning. Det ser jeg som et skulderklap til det arbejde, vi laver som hold og som et signal om, at vi skal fortsætte det arbejde, siger hun.

Nummer tre og fire ved urafstemningen er folketingsmedlemmerne Christian Juhl og Stine Brix, som opnår henholdsvis 870 og 771 stemmer.

Nummer fem på listen over kandidater er det nuværende medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, Søren Søndergaard, der allerede har meddelt, at han stiller op til Folketinget for Enhedslisten ved næste valg.

Oversigt

    Oversigt