Stor eftersøgning i Storebælt: Person frygtes druknet

Søndag omkring midnat var både politi, redningsfolk og helikopter i aktion over Storebælt, da man frygter, en person kan være faldet eller sprunget fra broen.

En helikopter fløj natten til mandag lavt over Storebælt i forsøget på at finde en person i vandet.

Klokken 23.23 var alarmen gået -  fundet af en cykel på Storebæltsbroen gjorde, at man frygtede, der kunne ligge en person i vandet.

Derfor var der både redningsmandskab og politi på stedet.

- Vi sender en redningshelikopter og et patruljefartøj til området. Der er også dykkere nede at kigge lige under broen, for hvis vedkommende har haft noget tungt på sig, ville man ryge derned, fortæller den vagthavende befalingsmand ved Forsvarets Operationscenter.

Hundepatruljer ved kysten

Den vagthavende fortæller, at mistanken om, at der var en person i vandet, alene var bygget på, at der var blevet fundet en cykel.

- Vi har udstyr, der gør, at man kan beregne, hvor man ville blive trukket hen, og det viser, at han ville blive trukket ind mod Fyn, siger han.

Langs kysten ledte hundepatruljer fra politiet efter spor, der kunne lede frem til personen. 

Den vagthavende befalingsmand fortæller, at man omkring klokken 2 indstiller eftersøgningen fra Forsvarets side uden at have fundet noget eller nogen. 

Det er uvist, om politiet fortsatte eftersøgning derefter, da det ikke har været muligt at træffe vagtchefen hos Fyns Politi. 

Leder med drone

Vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen, fortæller, at man mandag formiddag har en drone i luften nord for Nyborg for at lede efter en person, da beregningerne viser, det er der, det er mest sandynligt, man ville drive hen.

Dronesøgningen førte ikke noget med sig, oplyser politiet til TV 2/Fyn. Derfor har man indstillet eftersøgningen og venter nu på nye spor i sagen.

Mandag middag har politiet efterlyst ejeren af en rød herrecykel, og de er ligeledes interesserede i at snakke med føreren af en bil, der omkring 22.40 gjorde holdt på lavbroen. 

Det er dog stadig ikke sikkert, at der rent faktisk er en person i vandet. 

- Vi har ikke belæg for at sige, at nogen er hoppet i, for der er jo ikke nogen, der har set det, siger han. 

I forbindelse med eftersøgningen har man snakket med nogle lystfiskere, der var under broen. De fortalte, de havde set en bil standse på broen i et stykke tid og køre igen.

- Vi vil gerne have, at man henvender sig, hvis man mangler én. Når man er kommet på cykel, så tænker vi, at det nok ikke er en, der er kommet langvejs fra, siger han. 

BRUG FOR HJÆLP?

Oversigt

    Oversigt