Familieopgør i Vollsmose: Ung kvinde i kritisk tilstand efter knivstikkeri

En 21-årig kvinde er i kritisk tilstand, efter hun er blevet stukket med en kniv i Lærkeparken i Vollsmose.

Fyns Politi er tirsdag eftermiddag massivt til stede i Lærkeparken i Vollsmose i det østlige Odense.

En 21-årig kvinde er blevet stukket med kniv og er efterfølgende blevet kørt på sygehuset. Kvinden er i kritisk tilstand, oplyser politiet klokken 15.56.

Der er ifølge politiet tale om et familieopgør, hvor offer og gerningsmand er i familie med hinanden. Politiet ønsker dog ikke at fortælle, hvilken relation de to har til hinanden.

Politiet fortæller på det sociale medie Twitter, at de har anholdt den formodede gerningsmand, der er en 53-årig mand.

Ifølge politiet er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der er flere involverede parter i hændelsen end offeret og gerningsmanden.

Efterforskningen var klokken 14.30 fortsat i gang i Lærkeparken, hvor politiets teknikere var i gang med at undersøge gerningsstedet.

Det har ikke været muligt for TV 2/Fyn at få oplyst fra politiet, hvor alvorligt offeret er kommet til skade efter at være blevet ramt af knivstikket, ligesom det heller ikke har været muligt at få at vide, hvad motivet for opgøret er, eller hvilken familiemæssig relation de to implicerede parter har.

Anmeldelsen om knivstikkeriet blev modtaget af politiet klokken 13.39.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt