Supermarked røvet af bevæbnet mand

Kvart i lukketid lørdag aften røvede en pistolbevæbnet mand Meny i Aarup.

Opdateret 12.39: Vi skrev tidligere, at personalet i Meny låste sig inde i et lokale. Det er ikke korrekt. Vi har efterfølgende talt med en medarbejder, der fortæller, at personalet låste butikken af, efter røveren var gået.

Personalet i Meny i Bredgade i Aarup blev kort før lukketid lørdag aften udsat for væbnet røveri. 

Klokken 20.45 kom en mand ind i supermarkedet og truede med en pistol personalet, der udleverede indholdet i kasserne.

Efter røveriet var personalet hurtige til at låse hoveddøren, og i øjeblikket så de derfor ikke, i hvilken retning røveren forsvandt. 

Lyst mærke på ballen

Til gengæld nåede de at se nok af røveren til at give et signalement. Særligt én detalje beder vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland offentligheden være opmærksom på.

- Han beskrives som dansker, taler dansk, er mellem 28 og 32 år, cirka 180 til 185 centimer, iført sort hue med huller til øjnene, sort jakke, grå bukser, der beskrives som arbejdsbukser med sidelommer, og så en vigtig detalje; bukserne havde et lyst mærke på højre balle, fortæller Steen Nyland.   

Kort før gerningstidspunktet observerede man to små, hvide biler foran Meny. Om de biler har noget med røveriet at gøre, ved Fyns Politi endnu ikke.

Røveren forsvandt med et ukendt pengebeløb. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt