I det fynske folks tjeneste

44-årig anholdt: To personer dræbt i trafikulykke

Et frontalt sammenstød mellem to biler på Rute 43 nord for Faaborg kostede søndag eftermiddag to personer livet.

00:58

Et ældre ægtepar mistede livet, da deres bil søndag eftermiddag blev ramt af en modkørende bil på Odensevej nord for Faaborg. Video: Local Eyes

En 84-årig mand og en 80-årig kvinde fra Østfyn mistede søndag eftermiddag livet, da deres bil kørte frontalt sammen med en modkørende personbil på Odensevej nord for Faaborg.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 16.12.

Læs også Dødsulykke: 44-årig mand fik mindre hjerneblødning

Fyns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at de foreløbige undersøgelser på uheldsstedet tyder på, at den ene personbil kom kørende ad Odensevej mod syd, hvor den i en blød venstrekurve kom over i den modgående kørebane og kørte frontalt ind i den anden, modkørende personbilen med det ældre ægtepar.

Føreren af den modkørende bil, en 44-årig mand fra Sydfyn er anholdt, sigtet for uagtsomt manddrab og kørsel uden førerret. 

Ud over den 44-årige mand befandt der sig et barn i den bil, han førte. Både barnet og den 44-årige mand slap fra ulykken uden større fysiske skader. 

Politiet mistænker ikke umiddelbart, at den 44-årige var påvirket af hverken spiritus eller stoffer.

Læs også To biler kørt frontalt sammen i alvorlig ulykke

De pårørende til de dræbte er underrettede, oplyser Fyns Politi.

På grund af undersøgelser på ulykkestedet, er rute 43 ud for Arreskov Sø, nord for Sollerup og syd for Vester Hæsinge lukket for al trafik.