Mistanke om spirituskørsel: To personer kørt væk i ambulance efter frontalt sammenstød

En 59-årig kvinde var fastklemt og måtte køres væk i ambulance efter en alvorlig trafikulykke på Krogsbøllevej nord for Otterup tirsdag aften.

To biler kørte tirsdag kort efter klokken 18 sammen i et frontalt sammenstød på Krogsbøllevej på Nordfyn.

Begge involverede parter kom til skade og måtte efterfølgende køres væk i ambulance.

Ulykken skete klokken 18.08, da en 32-årig mand fra Otterup ifølge vidner til ulykken pludselig kørte over i den modsatte vognbane, hvor han frontalt påkørte en kvindelig bilist.

- Ifølge et vidne, som kørte bagved manden, slingrede han noget, og så kørte han pludselig over i den anden vejbane. Det ender i et frontalt sammenstød med større materiel skade til følge, siger Ehm Christensen, vagtchef ved Fyns Politi.

Indikation på spirituskørsel

Ud fra både vidneforklaringen, der lyder på at manden kørte slingrende, og på patruljens opfattelse på stedet, har politiet en klar mistanke om, at den 32-årige mand var påvirket af spiritus, da uheldet skete.

Manden blev efter ulykken kørt til kontrol på skadestuen, hvor der derfor også blev taget en blodprøve, der kan afgøre, hvorvidt han var påvirket eller ej.

Den modkørende part, der kørte ad Krogsbøllevej mod øst, var en 59-årig kvinde fra Otterup. I forbindelse med ulykken blev hun fastklemt og klagede ifølge vagtchefen over smerter i lænden.

Da hun kom fra af bilen, blev også hun kørt på OUH. Vagtchef Ehm Christensen har ingen oplysninger om, hvorvidt kvinden kom alvorligt til skade ved ulykken. Men politiet melder hende uden for livsfare.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt