I det fynske folks tjeneste

Pesticider skal bekæmpe ukrudt: - Vi skal ikke have gift på vores fortove

00:35

Pesticiderne, Odense Kommune vil anvende, kategoriseres som de mindst skadelige. Men det får ikke Brian Skov Nielsen til at stemme ja. Video: TV 2/Fyn

Enhedslistens Brian Skov Nielsen blev noget forundret, da han læste, at By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune foreslog brug af pesticider i kampen mod ukrudt.

I 20 år har Odense Kommune klaret kampen mod ukrudt uden brug af pesticider.

Derfor overraskede det Enhedslistens medlem af By- og Kulturudvalget, Brian Skov Nielsen, da forvaltningen meddelte, at kampen ville tabes, hvis ikke kommunen tog giftstoffer i brug.

- Jeg var lige ved at få min eftermiddagskaffe fuldstændig galt i halsen, da jeg læste, at forvaltningen anbefalede, at vi igen skulle spænde giftsprøjten bag på traktoren og køre ud og sprøjte vores fortove og grønne arealer. Det har ingen gang på jord. Det er i strid med alle de politikker, vi har vedtaget i kommunen. Det er i strid med vores forsøg på at blive Danmarks grønneste storby, siger Brian Skov Nielsen.

Forvaltningen foreslår, at udvalget tillader, at pesticidet fedtsyre sprøjtes på fortove, der er ramt af ukrudt. På kommunens boldbaner, der er plaget af gåselarvebiller, vil forvaltningen strø giftstoffet Merit Turf. 

Læs også Ukrudtet vokser odenseanerne over hovedet: Pesticider er vejen frem

00:28

Kaffen røg nær i den gale hals, da Brian Skov Nielsen (EL) så, at Odense Kommune efter 20 år som pesticidfri kommune igen vil til at anvende giftstoffer. 

Luk video

- Jeg erkender, at vi har en række problemer og udfordringer, deriblandt at vores fortove er i elendig stand. Men det retfærdiggør ikke, at man spænder giftsprøjten bag på traktoren, fylder tanken med gift og kører rundt inde i Odense Midtby og på vores grønne arealer, hvor vores børn spiller fodbold, siger Brian Skov Nielsen. 

Dyr løsning

Forslaget om brug af pesticider er stillet, fordi Odense Kommune ikke har råd til at fortsætte ukrudtsbekæmpelsen som i dag, hvor det foregår med gasbrænder. Derudover understreges det, at gasbrænderne udleder en del CO2.

- Man kunne prøve at se på, om der skulle helt så meget vedligehold og slåning til på de skovstier og rabatter, vi har. Det vil skabe en masse natur og en masse grønne områder med mere dyreliv, insektliv og fugleliv. De penge, man så sparer på at lade være med at slå det, kunne man passende bruge på at starte traktoren og køre ud med gasbrænderen i stedet. 

Læs også Forfaldne fortove i Odense: - Jeg faldt og smadrede mit knæ

- Vi skal ikke have gift på vores fortove, vores boldbaner eller vores grønne arealer. Vi må finde andre måder at løse den her udfordring på, siger Brian Skov Nielsen.

Udvalg mødes tirsdag

By- og Kulturudvalgets formand, Jane Jegind (V), skriver til TV 2/Fyn, at hun har brug for flere oplysninger om pesticider, inden hun beslutter sig for en stemme enten for eller imod forslaget.

- Vi står med et ægte dilemma, der kommer af det, jeg har sagt i årevis. Vi afsætter for få penge til vedligeholdelse af vores fortove og veje. Noget er vi nødt til at gøre. Hvis vi skal fortsætte som nu, må flertallet binde sig til at afsætte flere penge i kommende budget til løbende vedligehold. Men inden jeg endeligt beslutter mig for en løsning, har jeg dog behov for at få en uddybet faglig vurdering af miljøkonsekvenserne ved øget CO2-forbrug kontra brug af fedtsyre, skriver Jane Jegind.

By- og Kulturudvalget mødes tirsdag og træffer en afgørelse. 

Ved du noget? Så send os et tip