PET kritiseres for samarbejde med imamer

Politikere kritiserer PET for at have deltaget i en konference i Odense med yderligtgående imamer fra Somalia af både politikere og dansk-somaliere.

I sidste uge deltog to medarbejdere fra PET i en konference i Odense om at være muslim i Odense. Ved samme konference deltog imamer som bliver beskyldt for at støtte den somaliske terrororganisation al-Shabaab og for at radikalisere somaliere i Danmark.

- Samarbejdet sender et signal til somaliske forældre om, at de trygt kan overlade deres børn til imamernes koranundervisning, siger Mohamed Gelle, der er integrationskonsulent og koordinator for det somaliske netværk i Danmark, til Politiken.

Kritik fra politikere

300 unge somaliere deltog i konferencen, og PETs deltagelse møder bred kritik fra både højre og venstre side i Folketinget.

- Selvfølgelig skal PET operere i de radikale miljøer. Men PET skal gøre det på en anden måde end ved at deltage i konferencer sammen med radikale imamer. For jeg er helt enig i, at PET dermed blåstempler imamerne, siger Naser Khader(K).
De to PET-medarbejdere talte om efterretningstjenestens arbejde. Også en medarbejder fra Integrationsministeriet var til stede på konferencen.

PET afviser

Talsmand for den somaliske forening i Odense, Abdalla Mohamed Mohamud, forstår ikke kritikken.

 »Imamerne har altid været imod terror. Men hvis folk tror, at de har radikale holdninger, så er det vigtigt at gå i dialog med dem i stedet for at prøve at isolere dem«, siger Abdalla Mohamud til avisen.
PET afviser også kritikken fra politisk hold.

- For PET er det afgørende, at vi gør, hvad vi kan for at medvirke til forebyggelsen af ekstremisme og radikalisering i Danmark. Den forebyggende indsats forudsætter en omfattende dialog med repræsentanter for forskellige etniske og religiøse miljøer i Danmark. Det gælder også personer og grupperinger, der repræsenterer mere kontroversielle holdninger, siger Anja Dalgaard, chef for PET's afdeling for forebyggende sikkerhed.

Oversigt

    Oversigt