PET tjekker alle: Stort sikkerhedsopbud ved Nyborg Slot

PET er til stede i Nyborg i forbindelse med en debat om ytringsfrihed og religiøs tolerance. Alle deltagere bliver scannet, før de bliver lukket ind.

Der er stort sikkerhedsopbud i forbindelse med et debatarrangement på Nyborg Slot tirsdag eftermiddag.

Her skal tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, og andre debattører diskutere ytringsfrihed, religiøs tolerance og konsekvenser af Reformationen, der startede for præcis 500 år siden. 

Politiets Efterretningstjeneste, PET, er i den forbindelse massivt til stede ved Nyborg Slot. PET har krævet at få navnene på alle deltagerne, heriblandt pressefolk, blandt andet fra TV 2/Fyn.

Når arrangementet starter, skal deltagere desuden igennem scannere, før de bliver lukket ind på slottet. Inden da tømmes slottet, så politiet med hunde kan gennemsøge området for mistænkeligheder. Det oplyser arrangørerne til TV 2/Fyn.

500 år siden Reformationen

Arrangementet finder sted i forbindelse med 500-året for Reformationen, der tog sit udgangspunkt i den tyske by Wittenberg, hvor den tyske munk Martin Luther i 1517 rejste en voldsom kritik af den katolske kirke med sine 95 teser. 

 

Reformationen betød, at Nordeuropa blev protestantisk og dermed brød med paven i Rom, og det er ifølge Flemming Rose en begivenhed, der sætter sit tydelige præg på nutiden.

- Reformationen er en ekstremt væsentlig periode, hvis man vil have et bredere perspektiv på nogle af vor tids centrale udfordringer. Jeg tænker især på forholdet mellem frihed og tolerance, men også på hvordan en ny teknologi - trykpressen i det 15. århundrede og den digitale teknologi i dag - ikke bare skaber nye muligheder for at kommunikere frit og bredt, men også avler en modreaktion hos myndigheder og samfund med krav om mere kontrol og censur, siger Flemming Rose, der var kulturredaktør på Jyllands-Posten under Muhammed-krisen og nu fungerer som seniorforsker på Cato Institute i Washington, D.C.

quote Reformationen er en ekstremt væsentlig periode, hvis man vil have et bredere perspektiv på nogle af vor tids centrale udfordringer

Flemming Rose

Tirsdag eftermiddag skal Flemming Rose diskutere med sognepræst Sørine Godtfredsen, samfundsdebattør Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia og filosoffen Peter Tudvad. 

Alle blive tjekket og scannet på samme som i lufthavnen.
Alle blive tjekket og scannet på samme som i lufthavnen.
Foto: Rikke Lund
Folk står i kø for at komme ind på Nyborg Slot.
Folk står i kø for at komme ind på Nyborg Slot.
Foto: Rikke Lund

Debatten starter klokken 14.30.

Oversigt

    Oversigt