Peter Gade siger farvel i Odense

Når Denmark Open i næste uge bliver afviklet i Odense bliver det Peter Gades sidste turnering på internationalt topniveau i Danmark.

Det bliver den sidste turnering i Danmark, når Peter Gade i næste uge tager fat på den internationale topturnering Yonex Denmark Open i Odense.

Men den 35-årige danske badmintonspiller går ind til første kamp uden samme høje forventninger, som han normalt har med, når han spiller.

- Jeg ikke har de store forventninger til disse turneringer. Jeg spiller for at sige farvel, og jeg er begyndt at trappe ned. Formen er okay. Jeg træner stadig hver dag, men jeg er ikke i OL-form, og derfor har jeg heller ikke de store forventninger, siger Peter Gade.

Peter Gade deltager dog også i French Open, når Denmark Open i Odense er slut.

- Jeg vil nyde mine kampe, både i Denmark Open og i French Open, for det er mine sidste to turneringer nogensinde.

Alligevel vil den danske veteran kæmpe med alt, hvad han har, når Super Series Premier-turneringen med hele verdenseliten starter i Odense Idrætshal onsdag 17. oktober.

- Lodtrækningen er udmærket, og den rummer trods alt lidt muligheder for, at jeg kan vinde et par kampe. Det kan gå begge veje. Formen er ikke som OL-formen, men jeg går ind og giver alt, hvad jeg overhovedet har.

- Så må vi se, hvad det rækker til. Det vigtigste er, at jeg får en god oplevelse og en god fight i de kampe, jeg spiller, så jeg får sluttet af på en god måde, siger Peter Gade.

- Jeg håber, at få så mange kampe som muligt.

I første runde skal Peter Gade møde inderen Sourabh Varma, som er nummer 32 i verden. Gade er nummer otte.

Oversigt

    Oversigt