I det fynske folks tjeneste

Peter Kjær forstår ikke OB og Poul Hansen

Det er ifølge Peter Kjær spild af sportsdirektør Poul Hansens tid, at han også skal være OB-træner.

Det er ifølge Peter Kjær spild af sportsdirektør Poul Hansens tid, at han også skal være OB-træner.

Poul Hansen bør bruge sin tid 100 procent på at være sportsdirektør i OB. Derfor er det en fejl, at han også skal være træner for resten af sæsonen i stedet for fyrede Henrik Clausen.

Det er holdningen hos ekspertkommentator på TV3+ Peter Kjær.

- Det er en ærgerlig løsning, OB vælger. Poul har ikke haft lang tid som sportsdirektør i klubben. Han har brug for tid til at sætte sit præg, og så hjælper det ikke, at han også skal være træner, siger Peter Kjær.

- Det er ikke trænerjobbet, som Poul er ansat til. Det er fra nu af, at der skal ske markante ændringer i OB med Poul som en markant figur, og der synes jeg, at han bliver sat tilbage.

- Et trænerjob tager al din tid, så det koster i forhold til at være sportsdirektør, siger den tidligere landsholdsspiller.

Efter planen skal Poul Hansen være træner resten af sæsonen, og sportsdirektøren har selv udtalt, at han ikke skal være den permanente løsning på posten.

Henrik Clausen førte OB til sølvmedaljer i sidste sæson, og i denne sæson var fynboerne kun én halvleg fra at komme i Champions League-gruppespillet, inden spanske Villarreal viste sig for gode.

Det blev dog til deltagelse i Europa League-gruppespillet, men i Superligaen er det gået helt galt.

OB er kun på niendepladsen. Af 22 kampe er kun syv blevet vundet, mens 10 kampe er blevet tabt.

Ved du noget? Så send os et tip