I det fynske folks tjeneste

Peter Rahbæks Twitter-sag ender på ministerens bord

01:31

Tirsdag aften valgte Peter Rahbæk Juel at lukke midlertidigt ned for den kritiserede Twitterprofil.

Pernille Bendixen har rejst en række spørgsmål efter sagen om politisk brug af skattebetalt Twitter

TV 2/FYNs afdækning af Odenses borgmester Peter Rahbæk Juels brug af Twitter ender nu på ministerens bord. Sagen har fået Dansk Folkepartis børne- og familieordfører Pernille Bendixen til at rejse en række spørgsmål over for indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA). Borgmesteren selv har valgt at lukke profilen ned indtil efter efterårets kommunalvalg.

Pernille Bendixen vil have ministeren til et forholde sig til, om kommunale embedsfolk må føre flertalspolitik på borgmesterens twitterprofil. Hun vil også have svar på, om ministeren mener, det er inden for forvaltningsloven rammer, "når der politiseres for bestemte politiske holdninger" via Twitter af den kommunale forvaltning.

Læs også Rahbæks skattebetalte Twitter-profil anklages for propaganda

Kritik fra eksperter
Odense Kommunes juridiske chef Karina Elbrønd afviste i går kritikken, der var fremsat af blandt andre lektor i forvaltningsret Sten Bønsing og forskningschef hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, der påpegede, at den kommunalt betalte Twitterprofil bruges til at rose socialdemokratiske udspil fra Christiansborg.

Ifølge Karina Elbrønd har alle borgmesterprofilens opslag med få undtagelser dog holdt sig inden for reglerne. På trods af dette valgte Peter Rahbæk Juel at lukke borgmesterprofilen til efter kommunalvalget.

Læs også Peter Rahbæk Juel lukker sin Twitter-profil

- Jeg synes, jeg holder hovedet koldt i forhold til at pleje Odenses sager. Jeg vil også sige, at vi går ind i en valgkamp nu, og jeg synes, en valgkamp skal handle om politik. Derfor har jeg truffet den beslutning, at jeg trykker på sluk for den her Twitterprofil. Så lukker jeg den, indtil valget er overstået, sagde han tirsdag aften til TV 2/FYN.

Ministeren skal svare
Selvom profilen nu er midlertidigt lukket, kommer Simon Emil Ammitzbøll fortsat til at forholde sig til sagen.

- Hvad mener ministeren om, at skattefinansierede kroner via Twitter går til at rose borgmesterens egen partiformand, imens den politiske modstander gang på gang bliver kritiseret? lyder et af spørgsmålene fra Pernille Bendixen, der med henvisning til TV 2/FYNs dækning af sagen spørger videre:

- Mener ministeren, at der er tale om politisk propaganda, og hvad mener ministeren i så fald bør være konsekvensen heraf?

TV 2/Fyns gennemgang af Twitter-kontoen viste tweets, som roser den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, og andre tweets, hvor Venstres finansminister Kristian Jensen står for skud.

Efter TV 2/FYN henvendte sig til Odense Kommunes borgmesterforvaltning, er to tweets fjernet. De var efter borgmesterforvaltningens egen vurdering ulovlige. Det ene omhandlede den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron, og det andet var et retweet fra Magnus Heunicke (S) om et socialdemokratisk topmøde. 

Ved du noget? Så send os et tip