Peter Schaufuss-balletten til Odense

Odense Kommune og Peter Schaufuss-balletten forhandler om at flytte balletten fra Holstebro til Odense.

På længere sigt er det tanken at balletten skal have til huse i det kommende musik- og teaterhus midt i Odense; men hvis alt går vel, kan balletten flytte ind i midlertidige lokaler allerede 1. januar 2009, oplyser Odense Kommune.

Partierne bag Odense Kommunes budget gav torsdag borgmester Jan Boye mandat til at forhandle med Peter Schaufuss om at komme til Odense.

Partierne er parat til at yde et årligt drifttilskud til balletten på tre millioner kroner.

Nyt kulturelt fyrtårn

De odenseanske politikere ser Peter Schaufuss- balletten som et nyt kulturelt fyrtårn, som passer fint til Odenses vision om at være en kreativ, innovativ og legende by.

Desuden giver det et fingerpeg om, hvad det kommende musik- og teaterhus kommer til at indeholde.

Peter Schaufuss-balletten modtager årligt 12 millioner kroner fra staten i driftstilskud. Den beskæftiger 30 fuldtidsansatte.

Oversigt

    Oversigt