I det fynske folks tjeneste

Peter Utaka er klar til start for OB

Peter Utaka har ikke spillet i OB's seneste to kampe, men er klar til at starte på banen imod Villarreal.

Peter Utaka føler sig fit for fight efter en mindre skadespause, og angriberen føler selv, at han er helt klar til en plads i startopstillingen i tirsdagens kamp mod Villarreal, der gælder en plads i Champions Leagues gruppespil.

OB vandt første kamp i Odense 1-0, og den føring vil den nigerianske angriber være med til at forsvare, hvis han får lov.

- Jeg synes, jeg har det okay, men det er op til træneren. Hvis han vil have mig med fra start, så er jeg klar til det, og hvis han vil skifte mig ind i løbet af kampen, så er jeg klar til det, siger Peter Utaka.

Han kan dog ikke sige, om han er klar til at spille samtlige 90 minutter mod Villarreal.

- Det kan jeg ikke svare på, for jeg har ikke spillet i de seneste to kampe, så det ved jeg ikke. Det kan jeg først mærke, når jeg er inde på banen, siger Peter Utaka.

Uanset om han starter på banen eller ej, så er han klar over, hvordan OB skal spille sig i Champions League-gruppespillet.

- Vi skal ind og være aggressive og ikke give dem nogen chancer. Så snart de har bolden på midtbanen, skal alle arbejde 110 procent, for de har mange gode spillere og to farlige angribere, siger Utaka.

OB møder Villarreal på El Madrigal tirsdag aften klokken 20:45.