Peter Zinck kommende formand for TV 2/Fyn

Fynsk erhvervsmand valgt som formand for TV 2/Fyns bestyrelse fra årsskiftet, mens Maren Skotte bliver ny næstformand.

Peter Zinck er efter nyvalg til TV 2/Fyns bestyrelse tirsdag aften kommende formand for TV 2/Fyn. Han afløser fra årsskiftet Kent Skov Andreasen, der efter otte år i TV 2/Fyns bestyrelse ikke længere må genopstille på grund af Kulturministeriets rammer for TV 2-regionerne.

Peter Zinck har allerede siddet i TV 2/Fyns bestyrelse i to år som repræsentant for UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. De sidste 15 måneder har han fungeret som næstformand for TV 2/Fyn. Det skete, da bestyrelsen i august sidste år måtte konstituere sig på ny på grund af daværende formand Preben Petersens dødsfald.

Dengang blev daværende næstformand Kent Skov Andreasen formand og Zinck blev valgt som næstformand. Tirsdag aften blev Peter Zinck altså valgt med akklamation som formand for de kommende to år, da TV 2/Fyns kommende bestyrelse konstituerede sig.

- Det er min ambition at være med til at sikre, at TV 2/Fyn bliver en fortsat stærkere medievirksomhed i fremtiden. En virksomhed, som skaber bro mellem fynboer og sikrer kvalitetsnyheder til alle uanset platformsvalg, siger Peter Zinck.

Velkendt ansigt i det fynske erhvervsliv

Peter Zinck er et velkendt ansigt i det fynske erhvervsliv. Dels for sit mangeårige virke som ejerleder i Inspiration Zinck. Dels via en række bestyrelsesposter i det offentlige og private. Ud over den kommende formandspost for TV 2/Fyn er Zinck således også nuværende formand for TietgenSkolen og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og medlem af bestyrelsen for Det Danske Filminstitut.

- Jeg får at vide, at jeg er god til at spille forskellige menneskers kompetencer sammen mod et fælles mål. Når kloge hjerner, kloge hjerter og kloge hænder arbejder sammen, spiller man hinanden endnu bedre, siger Peter Zinck.

Med en fortid i spejderbevægelsen har han to ledetråde med sig: ”Ordentlighed” og at ”gøre sit bedste”.

- Når jeg går ind i en opgave, gør jeg det for at gøre en forskel for den pågældende institution, organisation, forening eller virksomhed. Som public servicevirksomhed har vi på TV 2/Fyn en forpligtelse til at skabe større sammenhængskraft på Fyn. Vi har en enestående mulighed for netop at løfte denne opgave ved aktiv brug af de forskellige platforme – lige fra for eksempel traditionelt tv, til websites, Facebook og Instagram. 

Maren Skotte næstformand

Som ny næstformand blev Maren Skotte, repræsentant for de fynske friskoler, valgt. Hun blev tirsdag aften nyvalgt til bestyrelsen af TV 2/Fyns repræsentantskab.

Maren Skotte blev valgt sammen med Gitte Madsen, DGI Fyn, og Lars Havelund, FOF. Samtidig er samfundsredaktør Jakob Risbro nyvalgt som medarbejderrepræsentant for TV 2/Fyn.

Uffe Strandby, fynske højskoler, og Suresh Jeyasingham, KLF Kirke & Medier, var ikke på valg til bestyrelsen denne gang og fortsætter.

På grund af Kulturministeriets rammer for højst to perioder som medlem af en TV 2-regional bestyrelse udtræder altså dels den nuværende formand Kent Skov Andreasen og dels Rikke Kaas Molin, Det Danske Spejderkorps, efter otte års bestyrelsesarbejde. Desuden stopper Kent Madsen, LO Odense, og kulturredaktør Martin Mulvad Ernst, TV 2/Fyn, der begge ikke opnåede valg.

Den nye TV 2/Fyn-bestyrelse tiltræder pr. 1. januar 2019.

TV 2/Fyns nye bestyrelse i 2019 og 2020 efter valg i TV 2/Fyns repræsentantskab tirsdag aften: Gitte Madsen, Uffe Strandby, Peter Zinck, Lars Havelund, Maren Skotte, Jakob Risbro og Suresh Jeyasingham.
TV 2/Fyns nye bestyrelse i 2019 og 2020 efter valg i TV 2/Fyns repræsentantskab tirsdag aften: Gitte Madsen, Uffe Strandby, Peter Zinck, Lars Havelund, Maren Skotte, Jakob Risbro og Suresh Jeyasingham.
Foto: Mads Boel

 

Oversigt

    Oversigt