PH-tyve anholdt i Middelfart

Middelfart Politi fik onsdag en rigtig god julefangst. Politiet anholdt nemlig to personer, der nu er sigtet for intet mindre end 13 tilfælde af tyveri af de værdifulde PH-lamper.

Den ene mand blev anholdt klokken 15.30, mens den anden blev fanget lidt efter klokken 19. De bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør. Politiet har i længere tid søgt efter tyvene, efter at der i de senere uger har været 13 tilfælde af tyveri af lamperne.

Onsdag tog politiet i Middelfart så i mangel af bedre en rundtur blandt "gamle kendinge", og her fandt de otte lamper hos den ene af de to anholdte. Siden anholdt de en anden mand. Den ene erkender tyveriet, mens den anden nægter sig skyldig.
- Lamperne er populære, fordi de er lette at komme til og samtidig meget værdifulde, fortæller vagthavende ved Middelfart Politi til TV2/FYN.

Oversigt

    Oversigt