I det fynske folks tjeneste

PHONO Festival rykker ind i nye rammer

PHONO festival, der tidligere blev holdt i Odense Offentlige Slagtehuse, flytter til Arkaden i Odenses centrum.

Arkaden har stået tom siden sidste år, men nu genåbner stedet til PHONO Festival 2013.

1 af 2

Den prisbelønnede odenseanske musikfestival PHONO skifter i år til nye faciliteter.

I 2013 afholdes festivalen for international elektronisk musik i det gamle Arkaden den 12., 13. og 14. september. Bygningen, der har stået tom siden 2012, vækkes til live under PHONO.

- Vi synes, det er ret vildt, at vi har fået lov at bruge Arkaden. Det er svært at sætte ord på, men kombinationen af PHONO Festival og lige de lokaler er smuk, fordi Arkaden i sin tid også repræsenterede fest og fortabelse i musik - men på en radikalt anden måde end PHONO. Nu skal vi i gang med at omdanne stedet og gøre det til vores helt eget, så folk kan blive lige så blæst væk, som de blev i Slagtehusene, siger Mikkel West, der er en del af festivalens bookinggruppe.

Under årets festival kan man blandt andet opleve kunstnere som de hæsblæsende DJ Spinn & Rashad, tonstunge Karenn, og den eklektiske tysker Felix Kubin samt et væld af andre internationale navne.

- Vi har booket det fedeste program nogensinde med kunstnere, man ikke kan høre andre steder. Publikum kan kun glæde sig til at se, hvad vi har gjort ved festivalen i år, siger Mikkel West.

PHONO Festival har eksisteret siden 2006 og har gennem årene haft til huse på Odense Havn og senest i de nedlagte Odense Offentlige Slagtehuse.

Ved du noget? Så send os et tip