Phono Festival: Undergrund for fuld lydstyrke

Super nørdet undergrundsklientel. Sådan siger projektleder Anders Olesen om publikum til musikfestivalen Phono, der torsdag aften gik i luften for 12. gang.

Fra torsdag aften og frem til og med lørdag vil Gamle Havnekaj 25 i Odense være et sandt mekka af tunge beats og vildt lys. Det er 12. gang musikfestivalen Phono løber af stablen, og arrangørerne forventer omkring 1400 gæster i løbet af de tre dage, festivalen varer. Nogenlunde det samme som de to foregående år.

Festivalen har efterhånden opbygget et pænt ry. Folk fra hele Danmark og fra udlandet kommer til Odense for at deltage i festivalen og lytte til den elektoniske musik.

- Phono er en eksperimentel elektronisk musikfestival. Og så går vi meget op i lysinstallationer også. Vi spænder meget bredt i genrer, så der er noget for enhver. Det er lige fra den rolige ambient til techno, siger projektleder Anders Olesen.

Kendt og ukendt på samme tid

Selvom Phono efterhånden har opbygget et godt ry og tiltrækker kunstnere og publikum langt ud over Odenses grænser, så er der mange odenseanere, der ikke kender til Phono. 

 

Det skyldes ifølge Anders Olesen de mennesker, der kommer og dyrker elektromusikken på havnen.

- Det er et super nørdet undergrundsklientel. Vi prøver virkelig på at få mange flere til. Også folk, der ikke er så nørdede, fordi man kan sagtens høre den musik, vi har på programmet, og have det sjovt hernede.

Odense Kommune støtter Phono med 250.000 kroner i år, og de penge er givet godt ud, selvom mange odenseanere måske ikke lige kender Phonos koncept, mener Anders Olesen. 

- Først og fremmest er der noget omkring hele vækstlaget i Odense, og der er en masse lokale og frivillige, der bruger usandsynlig mange timer på bygge det her og lære, hvordan man laver events og får mod på noget nyt. Og derudover er Phono et utrolig stærkt brand i udlandet også og i hele Danmark, siger Anders Olesen.

Læs mere om Phono her

Oversigt

    Oversigt