I det fynske folks tjeneste

Photoshoot giver 17-årige Sarah en pause fra sygdommen

17-årige Sarah Riber har en hverdag præget af sygdommen børnegigt. Men for en eftermiddag blev smerter og hospitalsbesøg skiftet ud med styling og blitzlys i et fotostudie i Odense.

00:44

Se tv-indslag om Sarahs dag i studiet med Smilfonden under teksten. Video: Reza Sahraei

Her er et af de billeder, der blev taget af Sarah Riber til photoshootet. Foto: Jes Nielsen Film og Fotografi

Her er et af de billeder, der blev taget af Sarah Riber til photoshootet. Foto: Jes Nielsen Film og Fotografi

1 af 3

- Det er et liv uden kontrol. Der er ikke særligt meget, du styrer selv. Det hele kommer an på, hvordan sygdommen er den enkelte dag, siger 17-årige Sarah Riber om at leve med børnegigt.

Mens hun fortæller, bliver hun pudret over pandeben og kindben i stolen hos en professionel stylist, der til daglig styler tv-værter.

Sarah Riber befinder sig i et fotostudie i Odense, hvor hun er til photoshoot sammen med ni andre alvorligt og kronisk syge teenagepiger. De er blevet inviteret af Smilfonden til en eftermiddag med stylister, nyt tøj og posering foran kameraet. Formålet med photoshootet er at give pigerne et afbræk fra en hverdag præget af medicin og hospitalsbesøg.

- Det har været en mega fed oplevelse. Noget man vil huske i lang tid

Sarah Riber om photoshootet.

Det gør ondt meget af tiden

I nu otte år har Sarah Riber levet med børnegigt. En sygdom der giver hende smerter i leddene. Hun forklarer, at smerterne især er i hendes albuer, fingre og fødder, som er nogle af de led, vi bruger mest.

- Det gør ondt meget af tiden. Men det kommer også an på tidspunktet og årstiden. Lige nu, hvor det er efterår, har jeg det ikke så godt, fortæller Sarah Riber, der til daglig er gymnasieelev på Tietgen Handelsgymnasium

Det har krævet noget tid at vænne sig til tilværelsen med en kronisk sygdom.

- I starten fyldte det rigtig meget, for jeg vidste ikke, hvad jeg vågnede op til om morgenen. Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne gå, og om jeg ville kunne bruge mine hænder, siger Sarah Riber.

Eftermiddag med betydning

Hos Smilfonden ved de, at bekymringerne for mange børn med sygdomme fylder meget i hverdagen. Derfor betyder det meget, at pigerne denne eftermiddag har en mulighed for at lægge deres sygdom lidt til side og fokusere på alt andet end den. 

Makeuppen er sat, hårlakken er sprayet i, og det bliver Sarah Ribers tur til at træde ind foran kameraet. Fotografen guider Sarah Riber til de poseringer, som kameraet indfanger i sort-hvid.

Læs også Et sundere Syddanmark: Du afgør, hvad der skal forskes i

Fakta om børnegigt

Børnegigt (juvenil idiopatisk artritis) er en kronisk betændelsestilstand i et eller flere led.

 

Ofte er barnet under fem år, når diagnosen stilles.

 

Selvom børnegigt er en af de mest udbredte kroniske sygdomme med debut i barnealderen, er sygdommen forholdsvist sjælden.

 

Omkring 1.200 børn i Danmark lever med børnegigt, og hvert år får omtrent 120 piger og drenge konstateret sygdommen.

 

Mange af børnene er under fem år, og de fleste er piger.

 

Der findes flere typer af børnegigt, afhængigt af hvor mange led, der er påvirket og hvilke symptomer, der optræder.

 

Blandt de typiske symptomer er smerter, hævelse, varme og nedsat bevægelighed i leddene. Sygdommen varierer dog meget fra barn til barn.

 

Kilde: Gigtforeningen

Se mere

- Det har været en mega fed oplevelse. Noget man vil huske i lang tid, siger Sarah Riber om photoshootet.  Foto: Jes Larsen Film og Fotografi

03:07

17-årige Sarah Riber lever med børnegigt.

Luk video