I det fynske folks tjeneste

Pia, Helle og Elmas er klar

Solen skinner. Det er Fars Dag. Det er 100-året for kvindernes stemmeret. Og så er det Grundlovsdag. Hvis du ikke lige har en plan for i dag - så sker der masser rundt om på Fyn. Og det er gratis.

I Ollerup er der demokratifestival, hvor Anne Marie Helger og Helle Thorning- Schmidt holder taler. Der er koncerter med Søren Huus og Dicte. Det hele er gratis.

TV 2/Fyn sender fra Ollerup.

Lykkesholm ved Ørbæk fejrer Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard demokratiets festdag. Her synger Tina Siel.

I Vollsmose fejrer kvinderne 100 året for kvindernes stemmeret med samfundskritikeren og kvindeforkæmper Elmas Berke, der er bogaktuel med Tavshedens Pris. En bog om vold i muslimske familier i Danmark.

Vestfyns Hjemstavnsforening fejrer 100-året for Grundloven af 1915 og kvindernes valgret med manér. Med kvindetog, tale af Mai Mercado, musik, mad og foredrag fejres Grundloven.

Fakta

5. juni - på grundlovsdag - er det 100 år siden, at en grundlovsændring gav kvinder og tjenestefolk ret til at stemme og til at stille op ved valg. Indtil da havde kun 18 procent af den samlede befolkning valgret- og valgbarhed, som var forbeholdt mænd over 30 år med egen husstand. Med 1915-grundloven fik størstedelen af den voksne danske befolkning sikret deres demokratiske rettigheder.

100-året for kvinders valg og stemmeret

Det er 100 år siden, at kvinder fik stemme og valgret. I 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister.

Danmark fejrer fredag 100-året for kvinders valg og stemmeret. Også andre grupper i samfundet fik i 1915 lov til at stemme.

* 1849: Med grundloven bliver Danmark et demokrati, men grupper af befolkningen har ikke stemmeret. De bliver kaldt de syv f'er: Fruentimmere, folkehold (tjenestefolk), forbrydere, fjolser, fattige, fremmede og fallenter.

* 1906: Finland giver som det første land i Europa kvinder stemmeret. På verdensplan var Australien og New Zealand tidligere ude.

* 5. juni 1915 marcherer 12.000 kvinder til Christiansborg for at fejre grundlovsændringen, der har givet dem stemmeret.

* Ved det første rigsdagsvalg i 1918 efter grundlovsændringen er 41 ud af 402 opstillede kandidater kvinder. Fire bliver valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Kvinderne sætter sig dermed på 2,9 procent af pladserne.

* 1924: Socialdemokraten Nina Bang bliver verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering.

* Ved det seneste folketingsvalg i 2011 blev 70 kvinder valgt ind. Det svarer til, at kvinder sidder på 39,1 procent af pladserne.

* Ved valget den 18. juni er to ud af tre kandidater - 68,9 procent - mænd. Andelen af kvinder er faldet en smule i forhold til 2011. Dengang udgjorde kvinderne 33,2 procent, mens der denne gang er 31,1 procent kvinder blandt de opstillede.

Kilder: Dansk Kvindesamfund, Euroman, Altinget

Ved du noget? Så send os et tip