I det fynske folks tjeneste

Pia Kjærsgaard: Ghettoer skal væk

Ghettoer skal lukkes og udenlandske kriminelle og problemfamilier spredes, siger Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard.

Ghettoer skal lukkes og udenlandske kriminelle og problemfamilier spredes, siger Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard.

Der skal styr på ghettoerne, så politiet genvinder kontrollen. Beboerne skal flyttes og boligområderne skal sløjfes.

Sådan lyder bandbullen fra Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard under åbningsdebatten i Folketinget. Udenlandske kriminelle og problemfamilier skal spredes eller overtales til at udvandre til hjemlandet, mener Pia Kjærsgaard.

- Deres børn skaber problemer i folkeskolen, som savner ro, orden og disciplin. Det giver ikke problemer i Gentofte, Græsted og Virum, men blandt andet i Ballerup, hvor unge utilpassede indvandrere saboterer undervisningen i timerne, siger Pia Kjærsgaard.

I sin åbningstale til Folketinget tirsdag, lovede statsminister Lars Løkke Rasmussen, at der vil blive sat en halv milliard kroner af til at rive enkelte boligblokke ned i 29 belastede områder, som regeringen mener kræver en ekstra indsats.

Med meldingen torsdag lægger Pia Kjærsgaard op til at skride endnu mere drastisk til værks over for ghettoerne end V og K, der præsenterer en ghettoplan i næste uge.

Pia Kjærsgaard siger dog, at hun er parat til at forhandle ghettoplanen med de to regeringspartier.

I Odense Kommune har borgmester Anker Boye (S) modtaget regeringens forslag positivt, og i Århus Kommune er de allerede langt fremme i planerne om at rive boligblokke ned i det socialt belastede område Gellerupparken.