Pihl-konkurs: 70 byggeprojekter står fortsat stille

Det er vanskeligt at finde firmaer, der kan færdiggøre kollapset entreprenørs mange byggerier, siger kurator.

Byggeriet af HF og VUC Fyn i Odense og utallige andre byggeprojekter ligger fortsat stille fire uger efter konkursen i entreprenørkoncernen E. Pihl & Søn, og advokaterne i boet efter det kollapsede firma har svært ved at finde entreprenører til at afslutte projekterne.

Det skriver Børsen.

Ikke alene underbød Pihl konsekvent sine konkurrenter, når projekter kom i udbud ifølge Børsen. Firmaet krævede desuden store forudbetalinger fra bygherrerne.

Og den forretningsstrategi plager nu boet, fortæller advokat Henrik Steen Jensen fra Holst Avokater.

Han er den ene af de to kuratorer, som er sat på opgaven med at rydde op efter sammenbruddet i det tidligere så hæderkronede firma.

- Som kurator er den helt store udfordring netop nu, at mange af Pihls projekter er blevet faktureret forud, siger Henrik Steen Jensen til Børsen.

Konsekvensen er, at bygherren inden konkursen nåede at betale Pihl & Søn for mere, end der rent faktisk var blevet udført på det tidspunkt, hvor arbejdet på byggepladserne gik i stå.

Dermed er der færre penge til at betale et andet firma for at afslutte de strandede projekter.

- Når der er faktureret forud, giver det mig som kurator det problem, at de økonomiske ender ikke kan nå sammen. Jeg kan typisk ikke finde en entreprenør, der vil gøre byggeriet færdig inden for restkøbesummen, siger Henrik Steen Jensen.

Måske håb for fremtiden

Advokaten understreger, at han "fortsat nærer håb om", at det vil lykkes at finde entreprenører til alle de største og mest eksponerede af Pihls omkring 90 ufuldendte opgaver.

Kuratorerne har netop underskrevet kontrakter om at overdrage byggeriet af tre projekter: Bestsellers nye bygning og uddannelsescentret Navitas Park på havnen i Aarhus samt ATP's nye bygning i København, skriver Børsen.

Herudover er yderligere syv projekter tæt på at blive overdraget.

Men der er fortsat langt over 70 efterladte Pihl-projekter tilbage i Danmark og udlandet, som der ikke er fundet nye entreprenører til ifølge Børsen.

Oversigt

    Oversigt