Piil måtte nøjes med skuffende andenplads

Efter et langt udbrud måtte fynske Jakob Piil torsdag nøjes med en andenplads efter Stuart O\'Grady på femte etape af Tour de France. Thomas Voeckler er ny mand i gult.

-

Chartres, torsdag /ritzau/
Efter et langt udbrud måtte fynske Jakob Piil torsdag nøjes med en
andenplads efter Stuart O\'Grady på femte etape af Tour de
France. Thomas Voeckler er ny mand i gult.

Det var lige ved og næsten for den danske CSC-rytter Jakob
Piil, da han efter 184 kilometer i et femmandsudbrud måtte se
sig slået med en kvart hjulbredde på femte etape af Tour de
France. Den australske Cofidisrytter Stuart O\'Grady vandt
etapen, mens den franske mester Thomas Voeckler fravristede
Lance Armstrong den gule førertrøje.
Efter bare 16 kilometer af den 200,5 kilometer lange, flade
etape fra Amiens til Chartres lykkedes det Jakob Piil at komme
afsted i et udbrud sammen med Cofidisrytteren Stuart O\'Grady,
Thomas Voeckler (Brioches), Magnus Backstedt (Alessio) og Sandy
Casar (FDJeux). De fem ryttere fik sikkert opbygget et kvarters
forspring, og gentagne styrt på de glatte, regnvåde veje
forhindrede hovedfeltet i at hente afgørende ind på udbryderne.

Trods den skuffende andenplads demonstrerede Jakob Piil atter,
at han er i topform. Efter bare fem etaper, hvoraf den ene var
en holdtidskørsel, var det tredje gang, den angrebsivrige danske
rytter var med i et udbrud. På første etape tilbagelagde han 44
kilometer i front sammen med Marc Wauters, og dagen efter viste
han igen sin angrebsiver, da han kørte 164 kilometer i udbrud.
Det var dog første gang i årets Tour, at en udbrud med den
danske Piil holdt hjem.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt