I det fynske folks tjeneste

Pilot skyld i flystyrt

For to år siden mistede en 60-årig mand livet, da hans fly styrtede ned ved flyvepladsen i Odense. Nu har Havarikommissionen for Civil Luftfart analyseret ulykken.

Årsagen til flystyrt er opklaret

1 af 2

Travl og stresset

Kommisionen peger på, at en lang række af uheldige omstændigheder lå forud for dødsulykken.

Manden var tilsyneladende temmelig forhippet på at nå hjem til Odense. Han fløj i en maskintype, han ikke havde prøvet før, og så fulgte han ikke flyveledernes råd om at finde en anden lufthavn på grund af dårligt vejr. Forholdene blev ikke bedre af, at han havde hjerteproblemer. 

Manden lettede den 23. juni 2004 om eftermiddagen fra Roskilde med kurs mod Odense. Han skulle på ferie og lejede derfor et fly - men ikke samme fly, som han var vant til at styre. Tilmed havde han haft et arbejdsmøde, der havde gjort ham eksalteret. Og sluttelig var det yderst vigtigt for ham at nå frem til Odense i tide, så han kunne deltage i et barnebarns fødselsdag.

Det endte med, at han under landingen på Fyn kom til at ramme nogle træer med vingen, så flyet styrtede til jorden, og han blev dræbt.

Fik flere advarelser

Han blev advaret om, at vejrforholdene ikke var egnede til den flyvetur, han havde tænkt sig - en advarsel, han imidlertid ignorerede. Manden mistede tilsyneladende orienteringen flere gange, da han var kommet i luften.

17 gange måtte han via radioen bede om at få pejlinger. Han forklarede over radioen, at han havde autopilot på maskinen, men at han ikke brugte den. Imidlertid var der slet ikke autopilot på det lejede fly. 

Ingen irettesættelser

Styrtet får ikke Havarikommissionen til at komme med anbefalinger. Men det fremgår, at mandens stærke ønske om at komme hjem i en fart uanset de problemer, turen rejste, fik ham til at træffe flere beslutninger, der tilsammen var med til at forårsage styrtet.