Pilotlegepladsen Ønskeøen åbnet i Odense

I dag indviede Børn- og Ungerådmand Jane Jegind (V) den nytænkende pilotlegeplads i Institution Kragsbjergs børnehus Ønskeøen.

Pilotlegepladsen er etableret som led i Odense Kommunes projekt Fremtidens Legeplads, som fokuserer på renovering og udvikling af legepladser i kommunens skoler og dagtilbud.

På pilotlegepladsen kan børnene klatre og balancere, eller de kan plaske i et vandløb og udforske en forundringsskulptur.

- Jeg er meget imponeret over de mange nytænkende elementer som indgår i legepladsen, og hvor godt den appellerer til leg i et bredt perspektiv. Et projekt som er helt i tråd med Odenses nye vision - at lege er at leve, siger børn- og ungerådmand, Jane Jegind (V).

Legepladsen er målrettet til at udfordrer børnenes motoriske grundformer, som for eksempel at hoppe, kravle, balancere, gribe eller krybe. Børnene bliver eksempelvis nødt til at forcere det lille bjerg på midten af legepladsen, for at lege med børnene på den anden side. Bevægelse kan med andre ord ikke fravælges på fremtidens legeplads.

Pilotlegepladsen er endvidere etableret med flere forskellige værksteder, herunder udekøkken, musikværksted, kunstværksted og naturværksted.

Der er også lagt lys ind i det lille vandløb på bakken, så man kan bygge dæmninger med sandsække og lege med vandet. Selv på en mørk vintermorgen kl. 7. Det fortæller institutionsleder på Ønskeøen, Marianne Barthelemy.

- Det har været vigtigt, at legepladsen ikke blot skal være udfordrende. Den skal også være indbydende for børn og personale hele året og i hele åbningstiden. Desuden har det været vigtigt for det engagerede personale, at legepladsen bliver udnyttet som et pædagogisk uderum, siger hun.

- Alle de mål med pilotlegepladsen har gjort planlægningen utrolig spændende, siger Marianne Barthelemy.

Oversigt

    Oversigt