Pistoler og ammunition stjålet fra politistation

Tyve slap af sted med et våbenskab med politiets tjenestevåben fra politistation på Fyn. Sagen undersøges nu.

På den lokale politistation i Otterup på Fyn er det lykkedes kriminelle at stjæle både ammunition og tjenestepistoler. Det oplyser TV2.

Våbnene blev opbevaret i et våbenskab, der ikke var boltet fast.

Tyveriet blev i første omgang omtalt som et tyveri af et pengeskab, hvor politiet efterlyste vidner, der havde set nogle tyve med en sækkevogn.

Men ifølge TV 2 slap tyvene ikke kun væk med et pengeskab, de fik også et 200 kilo tungt våbenskab indeholdende blandt andet tre tjenestepistoler og tilhørende ammunition.

- Jeg har det skidt med, at man kan stjæle våben fra en politistation, siger John Jacobsen, der er chefpolitiinspektør hos Fyns Politi, til TV 2.

Våbenskabet var ikke boltet fast, og hos politiet undersøger man nu, om der er sket en overtrædelse af våbenloven på den lokale politistation.

- Nu afventer jeg en redegørelse og den konklusion der følger med. Så tager jeg stilling til den sammen med rigspolitiet, siger John Jacobsen.

Ransagning i Vollsmose

Indbruddet på nærpolitistationen i Otterup var den direkte årsag til, at politiet torsdag i sidste uge slog til i en storstilet aktion i Odense-bydelen Vollsmose, skriver Fyens Stiftstidende.

I mange timer ransagede Fyns Politi et rækkehus i Egeparken med sporhunde, kriminalteknikere og bomberyddere fra hærens ammunitionsrydningstjeneste ved Skive Kaserne.

Ifølge avisens oplysninger blev der blandt andet fundet to polititjenestepistoler og en peberspray. De skulle stamme fra indbruddet for snart to uger siden i Otterup.

Chefpolitiinspektør John Jacobsen fra Fyns Politi vil ikke bekræfte om pistolerne blev fundet under den storstilede ransagning.

Den 35-årige varetægtsfængslede mand stammer fra en familie med flere kendte kriminelle, og han er sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Oversigt

    Oversigt