Pjæk og pladsmangel på proppet SDU

Der er optaget 1000 flere studerende på SDU i år sammenlignet med sidste år, og det er mere, end de fysiske rammer kan bære. Der mangler plads i lokalerne, og eleverne pjækker for at nå frokosten.

Optaget af studerende på Syddansk Universitet i Odense er vokset med 80 procent over de seneste tre år, og der er optaget 1000 flere studerende i år sammenlignet med sidste år. Det skriver Fyens Stiftstidende søndag.

- Universitetet er presset til det yderste. Det er ret kaotisk, siger Nikolai Ellekjær, der er formand for Syddanske Studerende.

- Vi har studerende, der slæber stole med ind i undervisningslokalet eller sidder i vindueskarmen, fordi der ikke er pladser nok, siger formanden.?

Han fortæller også, at nogle studerende pjækker fra undervisningen for at have en chance for at nå at få noget at spise i en overfyldt kantine. Der er ikke plads i bybusserne eller parkering til cyklerne.

- Der er risiko for, at nogen dropper ud, hvis der er for mange problemer. Det kan i forvejen være svært at komme fra gymnasiet, hvor man er blevet nurset og passet på, siger Nikolai Ellekjær.

Rektor Jens Oddershede mener, at man må acceptere startproblemer.

- Alternativt skulle vi lade være med at optage de mange ekstra studerende, men det er ikke forsvarligt. Samfundet har brug for dem, siger rektoren til avisen.

Oversigt

    Oversigt