I det fynske folks tjeneste

Planer om tyveri endte med knivdrab

25-årig mand ville narre motorbåd fra Finn og Ruth Teisen, men endte med at dræbe dem begge. Drabsmanden har store psykiske problemer.

Stort medieopbud uden for Retten i Svendborg lørdag, da der var åbent retsmøde i drabene på Strynø-ægteparret.

Med to menneskeliv på samvittigheden gik en 25-årig mand lørdag rystende og svedende til bekendelse. Et åbent retsmøde i Svendborg afslørede, at drabene på ægteparret Finn og Ruth Teisen blev foretaget af en psykisk ustabil mand, der levede i sin egen fantasiverden.

Den fysisk store mand stak Finn og Ruth Teisen utallige gange med sin lommekniv, da ægteparret fra Strynø viste deres motorbåd frem. Og han kastede dem efterfølgende over bord i farvandet sydvest for Ærø. Det til trods undlod han at erkende sig skyldig i drab, da han ikke var 100 procent sikker på, at ægteparret var døde, da han kastede dem i vandet. Men livløse, det var de.

- Det er det tætteste, man kommer på en tilståelse. Så jeg er godt tilfreds med udbyttet af retsmødet, fortalte anklager Henning Christiansen.