I det fynske folks tjeneste

Plejehjem bliver evakueret efter containerbrand

politi afspærring

Ældre beboere på et plejehjem i Odense er kort efter klokken 01 natten til torsdag ved at blive evakueret.

En brand og kraftig røgudvikling har natten til torsdag fået politiet til at evakuere alle beboere på et plejehjem i Odense.

Det oplyser Fyns Politi.

- Vi er netop rykket ud til en brand ved et plejehjem. Der bor en hel del ældre, og der er meget røgfyldt, så vi er i gang med at evakuere plejehjemmet, siger vagtchef Kim Munksgaard til Ritzau.

- Vi har endnu ikke overblik over, hvor mange beboere der er på stedet, men brandvæsnet er nået frem og er i gang med brandslukningen, fortæller han videre.

Plejehjemmet ligger på Østerdalen 2 i Odense S.

Anmeldelsen om branden indløb klokken 01.04, derfor er politi og brandvæsen fortsat ved at danne sig et overblik over situationen kort før klokken 01.30.

- Det er tilsyneladende en brand, der er brudt ud i en container, som står op ad bygningen, og det har så spredt sig og giver kraftig røgudvikling, siger Kim Munksgaard.

Det står ikke klart, om ilden har fået fat i selve

plejehjemsbygningen, eller om der udelukkende er tale om røg i de ældres bolig.

Der er foreløbig ingen meldinger om tilskadekomne.

Ved du noget? Så send os et tip