I det fynske folks tjeneste

Plejesag: Odense tilfreds med afgørelse

En plejemor fra Odense blev mandag frikendt for vold mod sin 12-årige plejesøn. Odense Kommune er glad for at få en afgørelse i sagen.

Under stort ståhej offentliggjorde TV 2/Nyhederne i juli mobil-optagelser af en plejemor, der råbte af - og fastholdt sin 12-årige plejesøn. Hun blev tiltalt for vold, men i dag frifundet ved Retten i Odense.

- Vi tager afgørelsen til efterretning, og er tilfredse med, at der er kommet en foreløbig afslutning på sagen. Det har været et kompliceret forløb, siger Peter Bjerregaard, der er konstitueret Børne- og Familiechef i Odense Kommune til TV 2/Fyn.

Siden sagen kom frem har Odense Kommune valgt at fjerne tre af familiens fem plejebørn. Men det er ikke en beslutning, kommunen fortryder - heller ikke selvom plejemoderen blev frifundet i dag.

- Vi har truffet nogle beslutninger undervejs. Blandt andet vurderede vi, at den samlede belastning i familien var for stor, og så anbragte vi børn andre steder, forklarer Peter Bjerregaard.

Han fortæller at man fortsat vil holde øje med familien, og at det løbende vil blive vurderet, hvor ofte, der skal være tilsyn.

Odense Kommune har i forløbet fået kritik for deres håndtering af sagen, ligesom sagen også har ført til et forslag om loft på antallet af plejebørn i en familie.

Ved du noget? Så send os et tip