Plejestrejker kan trække ud

Fredag fortsatte strejkerne blandt plejepersonalet på Fyn - blandt andet i Odense, Nordfyn, Middelfart og Ringe.

I Ringe demonstrede de ansatte foran Rådhuset i Ringe fredag formiddag. Flere plejehjem var dog kun i stand til at sende en medarbejder til demonstrationen, da resten af personalet skulle blive på arbejdet og opretholde nødberedskabet.

Omkring 150 plejere var mødt op til demonstrationen, der blev modtaget af kommunaldirektør Benny Balsgaard, der opfordrede de strejkende til at rette deres krav gennem fagforeningerne og overenskomstforhandlingerne.

Kampånden er tilsyneladende i top og flere ansatte fortæller til TV 2/FYN at de agter at fortsætte arbejdsnedlæggelserne i næste uge, selvom mange af de ansatte begynder på ferien.

I Odense var der for anden dag i træk demonstration på Flakhaven. Flere hundrede pleje- og sundhedsassistenter mødte frem for at udtrykke deres utilfredshed med deres løn- og arbejdsforhold.

I Middelfart har samtlige 600 medarbejdere inden for plejesektoren nedlagt arbejdet, og i Nordfyns Kommune fortsætter arbejdsnedlæggelsen frem til tirsdag i næste uge.

Oversigt

    Oversigt