Pokalbrag: Marienlyst giver afkald på hjemmebane mod Brøndby

Marienlyst dropper hjemmebanen, når klubben møder Brøndby i DBU Pokalen næste år. Klubberne er blevet enige om at flytte kampen.

Boldklubben Marienlyst fra 2. division skulle efter planen på hjemmebane forsøge at få skovlen under Brøndby i fjerde runde af DBU Pokalen i marts.

 Men selv om den lavest rangerende klub har hjemmebanefordel i henhold til reglerne i pokalturneringen, så bliver kampen nu rykket til Brøndby Stadion.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det sker efter grundige overvejelser omkring blandt andet sikkerheden, oplyser Marienlyst-direktør Jens Martinus Pedersen.

 - Vi har lagt vægt på sikkerhed, økonomi, ressourcetræk og den samlede oplevelse i vores valg om afvikling af pokalkampen.

 - Undervejs har vi haft meget fine og konstruktive dialoger med Odense Kommune såvel som OB og Brøndby. Og her er valget altså faldet på Brøndby Stadion, siger direktøren til fynboernes hjemmeside.

Den specifikke kampdato er endnu ikke fastlagt, men det ligger dog fast, at kampen bliver afviklet mellem 7. marts og 9. marts.

 - Det er vores mål at gøre dagen til en festdag for hele klubben, samarbejdspartnere og sponsorer.

 - Og så vil vi gøre, hvad vi kan for at skabe den helt store overraskelse, lyder det fra Jens Martinus Pedersen.

 Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, er tilfreds med beslutningen om at rykke kampen fra Fyn til Sjælland.

 - Vi har været i dialog med Marienlyst om afviklingen af kampen, og her blev der hurtigt enighed om, at det gav bedst mening for alle parter at afvikle kampen på Brøndby Stadion.

 - Vi ser frem til at byde Marienlyst og forhåbentlig en masse af deres fans velkomne på Brøndby Stadion til foråret, siger Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt