Den danske pokalfinale i ishockey bliver et opgør mellem Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital.
Finalekampen ved Metal Final 4-stævnet spilles lørdag, og de to finalister blev fundet i Jyske Bank Boxen i to semifinalekampe fredag.
I det første semifinaleopgør mellem Odense Bulldogs og Rungsted Seier Capital var der ikke tvivl om udfaldet.
Her vandt Rungsted en knusende sejr på hele 7-0.
Nikolaj Murholt Rosenthal bragte Rungsted i front i første periode, mens Gustav Green, Mathias Røndbjerg og Jake Hansen øgede til 4-0 i anden periode.
Dermed var løbet kørt, og tre Rungsted-scoringer i tredje periode sørgede for slutresultatet og finalepladsen til Rungsted.
Herefter skulle Aalborg og Herning Blue Fox på isen, og her blev der også fundet en sikker vinder.
Aalborg vandt opgøret 4-1, efter at holdet førte 2-1 efter første periode. En scoring af Pierre-Olivier Morin i anden periode og Kirill Kabanovs mål i tredje periode sørgede for slutresultatet.