I det fynske folks tjeneste

Polakker betaler lav skat

Slip med otte procent i skat. Sådan lyder tilbuddet, når det fynske rengøringsselskab Kirsteins ApS rekrutterer ansatte i Polen.

På firmaets hjemmeside bliver det ellers understreget, at rengøringsfolkene er ansat i et dansk selskab og underlagt skat i Danmark, skriver fagbladet 3F.

Men der bliver ikke til mange kroner i skattekassen, når de polske ansatte kommer til Danmark.

Jobannoncen tilbyder en løn på mellem 60 og 70 kr. i timen. Og så er det lige meget, om der bliver arbejdet morgen, aften eller weekend.

Og når lønnen er så lav, er det muligt at slippe med de 8 procent i

arbejdsmarkedsbidrag i en "længere periode", som der står i annoncen.

Den uafhængige økonomiske rådgiver Carsten Lund, der ejer økonomihus.dk, siger, at de polske medarbejdere kan bruge personfradrag, beskæftigelsesfradrag og rejsegodtgørelse.

Det giver et årligt skattefradrag på omkring 70.000 kroner.

Og månedslønnen er mellem 10. og 12.000 kroner.

- På den måde kan de arbejde i Danmark omkring et halvt år og slippe med at betale otte procent i arbejdsmarkedsbidrag, siger Carsten Lund.

Direktør Kim Kirstein Knudsen fra Kirsteins ApS bekræfter, at skatten kan holdes helt nede på 8 procent, hvis de polske ansatte er i Danmark nogle måneder.

- De vil typiske ikke nå at bruge deres fradrag. Så når de kun at betale arbejdsmarkedsbidrag, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip