I det fynske folks tjeneste

Politi advarer mod jobmail

En e-mail med titlen "arbejdstilbud", som er sendt ud til op mod 100.000 tilfældige danskere, har nu fanget politiets og Finansrådets interesse. Det er et svindelnummer, advarer begge.

Politiet opfordrer til at slette mailen med det samme, hvis afsenderen er ukendt og emnet er "arbejdstilbud".

"Arbejdstilbuddet" består i, at der vil blive overført en vis mængde penge til modtagerens konto. Størstedelen af dem skal han eller hun herefter returnere via Western Union.

Umiddelbart lyder det måske som nemt tjente penge, men for at starte samarbejdet, har udbyderen brug for alle oplysninger ogm modtagerens bankkonto.

Det er her problemet opstår. For så snart oplysningerne er sendt tømmer udbyderen bankkontoen.

- Det er en slags muldyrtrick, som der tidligere er set andre
eksempler på, men denne gang er det formuleret på næsten
fejlfrit dansk, siger Albert Rasmussen fra Fyns Politi til Ritzaus Bureau.

Det har ikke været muligt for politiet at følge det elektroniske spor og finde afsenderen. Derfor opfordrer de i stedet folk til at slette mailen omgående.

- Vi må kraftigt advare folk mod at følge instruksen, for man risikerer at gøre sig skyldig i hæleri eller i medvirken til tyveri ved indbrud på netbank, siger Albert Rasmussen.