I det fynske folks tjeneste

Politi advarer mod virus

Fyns Politi advarer mod computervirus. Virusen afkræver en bøde for at låse computerne op igen.

Alene i år har Fyns Politi modtaget 67 anmeldelser fra pc-brugere, der har fået deres computer inficeret med en form for afpresningssoftware - også kaldet Police Ransomware.

Et pop-up vindue på computerne fortæller brugeren, at der er lavet en ulovlig handling, og at computeren først virker igen, hvis man betaler en bøde.

Pop-up vinduet fremstår som værende afsendt af enten politiet, SKAT, pbs/nets, Visa eller lignende.

Hos Fyns Politi advarer vicepolitiinspektør Albert Rasmussen på kraftigste mod at betale disse såkaldte bøder.

- Vi oplever flere forskellige varianter af denne form for afpresning. Der kan for eksempel stå, at brugeren har foretaget en ulovlig handling, et brud på ophavsretsloven eller har set og distribueret børneporno. Men politiet inddriver aldrig bøder på denne måde. Det er ren og skær svindel og humbug, siger vicepolitiinspektør Albert Rasmussen, Fyns Politi.

Vanskeligt af efterforske

- Det er uhyre vanskeligt at efterforske disse sager, hvor gerningsmændene jo kan befinde sig hvor som helst - også langt udenfor landets grænser. Ofte fører efterforskningen kun ti hackersider. Derfor bliver alle oplysninger givet videre til vores europæiske samarbejdspartner, European Cyber Crime Center (EC3). Deres arbejde har blandt andet ført til anholdelser i Spanien, siger Albert Rasmussen.

Hvis man har fået sin computer inficeret af afpresningssoftware, bør man søge hjælp hos it-kyndige for at få computeren renset, så den virker igen - men man skal altså ikke betale bøden, oplyser Fyns Politi.

Ved du noget? Så send os et tip