Politi finder efterlyst Mercedes efter dramatisk biljagt

Den flugtbil, der tidligt lørdag morgen påkørte en civil patruljevogn, er blevet fundet på Østfyn.

Fyns Politi har lørdag eftermiddag fundet den sølvgrå Mercedes, der lørdag aften var involveret i en dramatisk biljagt, hvor politiet endte med at affyre et skud mod den flygtende bil.

En civil patruljevogn blev ti minutter i fem lørdag morgen sendt ud til et indbrud i en maskinforretning i Ørbæk på Østfyn. Politiet havde blandt andet fået at vide, at en sølvgrå Mercedes med to personer var set køre fra stedet.

Da patruljen var på vej væk, opdagede betjentene pludselig, at der kørte en grå Mercedes med slukkede lygter bag dem.

Bilen overhalede patruljevognen, som efterfølgende forsøgte at få den til at standse, men den stak af, og betjentene satte efter.

Undervejs kom patruljevognen tre gange op på siden af Mercedesen, der kørte ind i siden på betjentenes bil.

Da de formodede indbrudstyve lagde an til endnu en påkørsel, steg den ene af betjentene ud af bilen og affyrede et enkelt skud mod højre baghjul. Det fik føreren af flugtbilen til at stikke af.

Betjentene forsøgte at optage forfølgelsen, men deres bil var så skadet, at den efter kort tid opgav ævred.

Den sølvgrå Mercedes blev fundet omkring klokken 17.00 lørdag. En borger spottede bilen tæt ved maskinforretningen i Ørbæk, hvor morgenens indbrud foregik.

Bilen skal nu igennem flere kriminaltekniske undersøgelser.

Oversigt

    Oversigt