Politi 'havde ikke tid' til børneporno-sag

'Undskyld, vil du overspille den her video til dvd for mig? Der er børneporno på.' Det spørgsmål bliver af og til stillet i Sexkino Odense.

Over en årrække har Sexkino Odense fire gange været ude for, at kunder kommer ind for at få overspillet børneporno til dvd-skiver.

Ejeren af butikken på Vestergade i Odense fortæller, at han har holdt kunderne hen, imens han har ringet til politiets vagtcentral for at fortælle, at der stod en kunde med børneporno i butikken.

'Det har vi ikke tid til at tage os af', var politiets svar på anmeldelsen, da det senest skete for sexkinoen for to år siden.

Se overvågningsbillederne

Mandag aften på Tv2/Fyn kan viser vi forretningens videoovervågningsbilleder af manden, der forsøgte at få børnepornoen spillet over.

Organisationen Børns Vilkår er forargede over, at politiet ikke har reageret på henvendelsen og videooptagelserne:

- Det er dybt chokerende. Der er tale om pornofilm med børn, og det er meget, meget belastende for børn at være med i sådan noget. Man skal tænke på, at bag hvert eneste billede ligger et overgreb, siger direktør for Børns Vilkår Dorthe Lysgaard.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fyns Politi i dag, men politiinspektør Benny Larsen beklager, at politiet ikke reagerede på henvendelsen. Efter Tv2/Fyns henvendelse vil de nu kigge på Sexkino Odenses overvågningsvideo.

Oversigt

    Oversigt