I det fynske folks tjeneste

Politi invaderede biograf

En talstærk styrke fra Middelfart Politi mødte søndag op i byens lokale biograf. Ikke fordi der var ballade. Men for at se en ganske bestemt film der er højaktuel for de lokale ordenshåndhævere fra Middelfart.

-

En talstærk styrke fra Middelfart Politi mødte søndag op i byens lokale biograf. Ikke fordi der var ballade. Men for at se en ganske bestemt film, der er højaktuel for de lokale ordenshåndhævere fra Middelfart.

Det var tillidsrepræsentant Steffen Daugaard, der havde inviteret omkring 50 af sine kolleger i biografen for at se den svenske film \"Kops\". Filmen handler om en lille lukningstruet svensk politistation.

Måske sammenlægning
Middelfart Politi er omend ikke lukningstruet, så dog i fare for at blive lagt sammen med nabopolitikredse. Og dagens biograftur var ment som en slags oplæg til en diskussion af, hvordan Middelfart Politi kan undgå en sammenlægning.

\"Der er nogle beslutningstagere, der har siddet og kigget på landkortet og forslået at nedlægge halvdelen af politikredsene uden at kigge på hvordan virkeligheden ser ud, og det minder meget om filmens tema\", siger Steffen Daugaard.

Politi som forbrydere
I filmen \"Kops\" begynder politiet selv at lave kriminalitet for at vise politiledelsen, at en lukning er uforsvarlig. Blandt andet bliver en lokal pølsebod brændt af.

De fleste betjente fandt filmen både morsom og aktuel for deres egen situation, men alligevel har de ingen planer om at kopiere de svenske metoder.

Politiledelsen udeblev
\"Det var en sjov film, men vi har rigeligt med opgaver, så vi behøver ikke at opfinde arbejde til os selv\", siger Lars Rasmussen fra Middelfart Politi.

Politiledelsen fra København var også inviteret med til dagens forestilling, men ingen af dem dukkede dog op.

Politikommisionen ventes at fortsætte arbejdet med en ny politistruktur resten af året.

Ved du noget? Så send os et tip