I det fynske folks tjeneste

Politi-kontrol til søs – også til Rock under Broen

Søkontrollen lørdag er blot en af flere, hvor politiet er på vandet. Ved arrangementer som ’Rock under Broen’ er politiet særligt opmærksomme på spiritussejlads.

Når der er ’Rock under Broen’ i Middelfart lørdag 11. juni, så vil Fyns Politi være til stede på vandet ud for festivalområdet for at tjekke, om de sejlende overholder færdselsreglerne til søs og har styr på sikkerheden ombord. 

Politiet er klar til at tjekke alle former for fartøjer lige fra jetski og vandscootere til de helt store motor- og sejlbåde.

- Søkontrollen lørdag er blot en af flere, hvor vi holder øje med, om reglerne til søs bliver overholdt. Ved et arrangement som ’Rock under Broen’ er vi særligt opmærksomme på spiritussejlads, sikkerheden ombord, og om der sejles for hurtigt og for tæt på kysten, siger politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.

5 knob inden for 300 meter

Når det gælder kystnær sejlads, må man inden for 300 meter fra kysten ikke sejle hurtigere end 5 knob og kun vinkelret ud fra kysten for at komme ud til åbent farvand.

Ved ’Rock under Broen’ i 2015 blev der skrevet ni rapporter – syv for at sejle for hurtigt, en for spirituspåvirket sejlads og en for mangel på lovpligtige lanterner.

Fokus på jetski og vandscootere

Vejret var temmelig køligt til ’Rock under Broen’ sidste år, og derfor var der ikke mange vandscootere og jetski på vandet. Det er ellers ofte disse fartøjer, politiet afslører i at sejle for hurtigt og for tæt på kysten.  Derfor bliver der holdt særligt øje med disse fartøjer på lørdag, men i høj grad også resten af sommeren.

- Sejlads med vandscootere og jetski kan være forbundet med livsfare for de badene, hvis man ikke overholder reglerne, siger politiinspektør Johnny Schou.

Derfor er der kystområder, hvor det er helt forbudt at sejle med vandscootere og jetski. Men må altså heller ikke sejle langsomt gennem disse områder for at komme ud, hvor sejlads er tilladt.

Kommunerne holder også øje

Fyns Politi vil være på vandet med kontrolaktioner flere gange i løbet af sommeren. Derudover holder kommunerne hele sommeren løbende øje med vandscootere og jetski fra landsiden.

- Brugerne af fjorden oplyser om en stigning i antallet af sejlere, der sejler ulovligt på Odense Fjord. Vi må derfor opfordre meget til, at sejlerne respekterer reglerne, så alle får en god og tryg sommer ved vandet, siger Gert Laursen, der er leder af den fælles kommunale miljøvagt.

Her finder du reglerne

De fynske kommuner har i samarbejde med politiet udarbejdet et interaktivt kort, der viser, hvor det er lovligt at sejle i Fyns politikreds.

Kortet findes på www.politi.dk/fyn.

Her kan man også læse sejladsreglementet for motorbåde, jetski og vandscootere i Fyns politikreds.

Kommunerne informerer desuden om reglerne på deres hjemmesider, ligesom de har sat informationskort op i havne, ved badestrande og andre steder, hvor sejlerne færdes.

Ved du noget? Så send os et tip