I det fynske folks tjeneste

Politi leder efter 20-årig voldsmand

Politiet leder efter en 20-årig mand, der tirsdag overfaldt en 18-årig på Ryttervej i Svendborg.

Fyns Politi har endnu ikke pågrebet en 20-årig mand, der tirsdag aften tildelte en bekendt slag og spark.

Tirsdag aften omkring klokken 20.30 bliver en 18-årig mand udsat for vold på Ryttervej i Svendborg af en 20-årig.

- Han (den 20-årige, red.) passer ham op og slår ham, og han får også nogle spark, og endelig truer han den 18-årige til ikke at anmelde episoden, fortæller politikommissær Lars Thede fra lokalpolitiet i Svendborg.

Den 18-årige forurettede har dog alligevel anmeldt sin overfaldsmand til politiet, men selvom politiet har både navn og adresse på den 20-årige, er det endnu ikke lykkedes at pågribe ham.

- Nej, ham leder vi stadig efter, siger Lars Thede.

De to kender hinanden i forvejen, og overfaldet har formentlig bund i en kæreste og noget jalousi, siger politiet.

Ved du noget? Så send os et tip