Mistænkt svindler opdigtede projekter og navne

Den 64-årige kvinde har angiveligt misbrug Socialestyrelsens it-systemer i forbindelse med million-svindel hos fynsk afdeling.

Dn 64-årig kvinde Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der er mistænkt for at have svindlet med 111 millioner kroner, har ifølge politiet misbrugt Socialstyrelsens it-systemer til at indsætte sine egne kontonumre i forbindelse med anvisning af tilskudsmidler.

Det skriver Ekstra Bladet, der er kommet i besiddelse af et fortroligt dokument fra Statsadvokaten.

Efter at pengene var blevet udbetalt, ændrede kvinden angiveligt kontonumrene tilbage til de oprindelige, så ingen fattede mistanke.

Ekstra Bladet skriver, at ændringerne i systemerne angiveligt foregik ved, at den sigtede oprettede fiktive projekter og fiktive tilskudsmodtagere.

Desuden skete det ifølge politiet ved, at hun rettede beløbsmodtageren af tilskudsbeløb, som blev ydet. Efterfølgende overførte hun resten af pengene til sig selv.

Pengene blev på denne måde overført direkte fra tilskudsadministrationens systemer til systemet Navision Stat Kreditormodul. Herefter blev de derfor automatisk sendt videre til den sigtedes egne konti, skriver Ekstra Bladet.

Sagen så offentlighedens lys tirsdag, da børne- og socialminister Mai Mercado (K) inviterede til pressemøde.

Det var den 25. september, at kvinden blev politianmeldt - mistænkt for groft underslæb. Dagen efter blev hun suspenderet fra sit job.

Det er uvist, hvornår kvinden sidst er set. Men den 30. september valgte en dommer i Odense at varetægtsfængsle hende in absentia. Det sker, når hovedpersonen ikke selv var til stede.

Det var på den baggrund, at der efterfølgende kunne udstedes en international arrestordre.

Kvinden blev torsdag erklæret personligt konkurs ved Sø- og Handelsretten.

Tirsdag oplyste kurator Boris Frederiksen, at han foreløbigt har beslaglagt en ejendom i Danmark, en ødegård i Sverige og "et lille" indestående i et dansk pengeinstitut.

Ritzau har forsøgt at komme i kontakt med kvinden både per telefon og mail.

Hun er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Oversigt

    Oversigt