Politi opløser slagsmål efter Black Army begravelse

Onsdag blev det knivdræbte Black Army medlem begravet i Odense. Efter begravelsen kørte 500 deltagere ind mod byen, hvilket resulterede i slagsmål. Politiet har nu situationen under kontrol.

Medlemmer af grupperingerne Black Army og United Tribuns Forever har i eftermiddag været samlet på gaderne i Odense centrum til, hvad der mest af alt ligner en paradekørsel.

Her forsamlede de sig i grupperinger rundt i bybilledet. Ved Odense Banegårdscenter kom det til et slagsmål, der ved politiets hjælp hurtigt blev opløst igen. Ingen er dog blevet anholdt, og politiet har ikke modtaget nogen anmeldelser, oplyser Fyns Politi.

Bandemedlemmernes opførsel, der af TV 2/FYNs reporter på stedet beskrives som en magtdemonstration, kommer efter dagens begravelse af det 31-årige bandemedlem Muhammed Sendi fra Black Army, som for en uge siden blev stukket ihjel i Vejle. 

Manden blev begravet på den muslimske gravplads på Tornehøjvej i Odense, og efter begravelsen kørte de omkring 500 deltagere ind mod midtbyen.

Fyns Politi vil fortsat være forebyggende tilstede i bybilledet i større omfang end sædvanligt. 

Oversigt

    Oversigt