I det fynske folks tjeneste

Politi stoppede førerløs bil

En bil uden chauffør blev klokken et natten til onsdag stoppet på Kertemindevej i Odense.

Bilen kom kørende ud ad Kertemindevej, og da en patruljevogn viste interesse for bilen, blev der pludselig heftig aktivitet i bilen.

Betjentene kunne se, at personerne i bilen hoppede rundt og forsøgte at skifte plads, og da patruljevognen kom op til bilen, var der ingen chauffør bag rattet. Manden på passagersædet trak herefter håndbremsen.

De fire mænd i bilen blev testet for euforiserende stoffer, og det viste sig, at manden på passagersædet var påvirket af hash, og havde fået frakendt sit kørekort.

Den 21-årige mand fra Odense SØ blev anholdt, og vil nu blive sigtet for begge forhold.

Ved du noget? Så send os et tip