Politi stormer landejendom

Fyns Politi stormede tirsdag aften en landejendom i Næsbyhoved-Broby, hvor de anholdt fire personer, der er mistænkt for at have forbindelse til et væbnet røveri mod en guldsmed i Odense.

De fire anholdte, tre mænd og en kvinde, blev kørt til afhøring på politigården, mens hundepatruljer gennemsøgte huset og området.

De fire er mistænkt for at have forbindelse til tirsdagens væbnede røveri mod guldsmeden Ragner Ure og Optik i Odense, hvor der blev stjålet ure og smykker for et endnu ukendt beløb.

Gerningsmændene flygtede fra stedet i en stjålet Audi, som de efterlod 500 meter fra gerningsstedet. Her skiftede de til en bil med udenlandske nummerplader, og det var den bil, der ledte politiet til adressen i Næsbyhoved-Broby.
- Et vidne havde set dem køre fra stedet i den udenlandske bil, og et andet vidne havde set bilen på den pågældende adresse, siger politikommissær Leif Sigvardt til TV2/FYN.

Parret, der bor på adressen, er kendt af politiet.

Oversigt

    Oversigt