I det fynske folks tjeneste

Politi trækker efterlysning med billede af to mænd tilbage

Fyns Politi udsendte torsdag formiddag en efterlysning efter to mænd, der er mistænkt for at have begået hærværk mod flere biler. Nu er efterlysningen aflyst.

Pressemeddelelsen med fotoet af de to mænd er nu aflyst af Fyns Politi. Foto: Alexander Aagaard

Torsdag formiddag udsendte Fyns Politi en pressemeddelelse med et foto af to mænd. I teksten stod der, at de to mænd var mistænkt for et større hærværk mod flere biler i Svendborg søndag den 25. august. 

- Fyns Politi beder i den sammenhæng om offentlighedens hjælp til identifikation af to personer, som Fyns Politi mistænker. Kender du identiteten på de to mistænkte personer, bedes du kontakte Fyns politi på 114, stod der i pressemeddelelsen lige over fotoet af de to mænd. 

Efterlysning aflyst

Sagen begyndte 25. august, da der kort efter midnat blev udøvet hærværk mod et større antal biler i Svendborg. Bilerne holdt parkeret langs Jessens Mole og Nordre Havnevej i Svendborg. 

Læs også Voldspil hærget af hærværk: - Som at blive slået i hovedet med en skovl

I dag - to en halv uge efter hærværket - blev pressemeddelelsen med efterlysningen af de to mænd lagt ud på politiets hjemmeside og twitter. Men klokken 13.25 blev efterlysningen aflyst af Fyns Politi.

- Vi har været i kontakt med den ene af mændene, og derfor aflyser vi efterlysningen, siger Sunniva Pedersen-Reng, der er kommunikationsmedarbejder ved Fyns Politi. 

Chokokeret

En af mændene på billedet har kontaktet TV 2/Fyn, da efterlysningen blandt andet blev bragt her på tv2fyn.dk.

- Jeg blev overrasket og chokeret over at se mig selv efterlyst for hærværk, siger den ene af de to mænd, der ønsker at være anonym.

Ifølge den 32-årige københavner var han i Svendborg den pågældende aften for at hygge sig med gamle venner. På et tidspunkt var han i en kiosk for at købe cigaretter, og det blev fanget på et overvågningskamera. 

Læs også To biler brændt ud ved Stenstrup

Ifølge Fyns Politi hænger aflysningen af efterlysningen ikke sammen med, at de to mænd ikke længere er mistænkt for hærværket.

- Vi har afhørt dem som mistænkte, og nu fortsætter efterforskningen af sagen, og så må vi se, hvor det ender, siger Sunniva Pedersen-Reng.