I det fynske folks tjeneste

Politi uden gerningsmand i sex-sag: Har afhørt 20

Fyns Politi arbejder på højtryk for at finde gerningsmand i sag om overgreb på en 10-årig pige i Refsvindinge

Fyns Politi arbejder på højtryk for at finde gerningsmand i sag om overgreb på en 10-årig pige i Refsvindinge

Politiet på Fyn har indtil videre været ude at tale med omkring tyve personer, der er kommet konkrete henvendelser om i sagen om overgreb på en 10-årig pige i Refsvindinge på Fyn.

I alt har politiet fået langt over hundred henvendelser, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til en gerningsmand.

- Vi arbejder os stille og roligt gennem de mange, mange henvendelser. Vi prioriterer dem i forhold til en vurdering af, hvad vi umiddelbart mener har mest relevans i forhold til sagen.

- Vi har været ude ved en række personer, som vi har talt med. Og jeg kan i hvert faldt sige, at disse besøg ikke har ført til nogen anholdelser, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen.

Både i den aktuelle sag og i sagen om overgrebet på en 11-årige pige fra Øster Skerninge for tre uger siden har politiet sikret spor til undersøgelse for dna.

- Vi venter stadig på at få svar på undersøgelserne. Det er klart, at vi håber på, at der vil være dna i de sikrede spor, som kan hjælpe os videre i sagen. Men der er jo tale om komplicerede undersøgelser, som tager tid, siger Henrik Justesen.

Politiet har også undersøgt en række overvågningsvideoer fra området.

- Flere steder i området er der for eksempel tankstationer, der har udendørs videoovervågning, der viser trafikken på vejen. Det videomateriale er vi i gang med at se igennem.

- Vi håber selvfølgelig, at vi kan identificere den efterlyste bil eller finde andre interessante spor ved hjælpe af overvågningsbillederne, siger vicepolitiinspektøren.

Han advarer om selvtægt, hvis borgere ser en formodet gerningsmand.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at så mange gerne vil bidrage til at finde gerningsmanden. Men jeg vil gerne understrege, at det er politiets opgave at stå for efterforskningen.

- Derfor vil jeg gerne opfordre til, at alle henvender sig til politiet med deres oplysninger, siger Henrik Justesen.

Ved du noget? Så send os et tip